Biblioteksstyrelsens netstrategi

Hvorfor kan vi ikke lære af Google og Yahoo?

De fleste, der har mødt mig, er nok ikke i tvivl om, at jeg ikke er en varm fortaler for Biblioteksstyrelsens fremtidige strategi for bibliotekernes nettjenester. Men hvorfor virker det som om, at netop biblioteksbranchen er så ufattelig dårlig til at aflæse og drage fordel af resten af verdens erfaringer og gode eksempler?

Et af kernepunkterne i strategien er en konsolidering af bibliotekernes nettjenester i en fælles portal, der skal skabe øget synlighed og være med til at skabe styrke igennem sammenhold.

Det er i mange henseender et rationelt synspunkt og efter min mening et kærkomment tiltag, som man burde have taget fat på for længe siden.

Der hvor jeg til gengæld føler, at de gode intentioner går galt er, når Biblioteksstyrelsen derefter peger på ét samlet driftsmiljø for alle nettjenesterne som den logiske vej til at opnå dette mål.

Først og fremmest mener jeg, at et samlet system altid vil være en hæmsko i forhold til udvikling af nye eksperimenterende tjenester, da deres udviklingsstruktur altid vil være tvunget til at tage højde for det samlede systems arkitektur og integritet og derudover mener jeg, at udviklingen i et større system altid vil blive præget af topstyring og begrænset af centrale prioriteringer. Jeg er også af den overbevisning at ”skæve” udviklingstiltag, der ikke passer ind i den overordnede ramme vil få svære kår og sidst men ikke mindst, så bryder jeg mig ganske enkelt ikke om at lægge alle mine æg i en kurv.

Men det, der virkelig støder mig er, at man slet ikke har set på resten af verdens erfaringer og har taget udgangspunkt i de gode og dårlige erfaringer, som andre har høstet.

Først og fremmest behøver man bestemt ikke at lede efter mange nationale IT-projekter i det offentlige regi for at kunne konkludere, at udviklingen af store centrale systemer skaber en række problemer, der i sidste ende kan vise sig, at være uløselige og føre til det totale sammenbrud. Ja rent faktisk behøver vi i biblioteksbranchen ikke at se længere end til Biblioteksstyrelsens eget BORIS system, der skulle samle bibliotekernes webstatistik i et samlet system. En opgave, der ved første øjekast virkede meget homogen og let gennemførlig – men ikke desto mindre er systemet aldrig sat i drift.

Men hvorfor se på alle de dårlige eksempler og tage ved lære af dem, når det vil være endnu mere nyttigt at se på nogle af de gode og følge deres eksempel?

Google, MSN og Yahoo har om nogen vist, at det er IT opkøbenes tid og konsolideringen af de store brands. Snesevis af mindre projekter og services er blevet opkøbt af disse giganter og det har næsten udviklet sig til en industri, hvor nye services bliver tilføjet på ugebasis. Men i modsætning til den danske biblioteksbranche, så har disse giganter indset, at basis for at skabe et fælles brand og en samlet portal ikke kræver en samlet teknisk platform. Faktisk vinder de snarere ved at have mange små platforme, der i høj grad kan tilpasses til de enkelte services og i langt højere grad er i stand til at klare de hurtige omskift som en omverden i rivende udvikling skaber. Det der til gengæld holder alle disse services sammen, er ét stærkt fælles brand, der signalere samling og styrke og til dels en samlet portal, der giver adgang til de enkelte services.

Men skal vi virkelig kigge så fjernt som til de store internationale IT giganter, for at finde inspiration og fleksible løsninger? Nej bestemt ikke – se blot på EMU samarbejdet, der har fungeret i årevis. Hvem kender efterhånden ikke den letgenkendelige blå topbarre, der deles af alle deltagerne i EMU samarbejdet?




Her er et glimrende eksempel på, at man sagtens kan skabe fællesskab uden at skulle bruge store ressourcer til opbygningen af en fælles driftsplatform og at decentralisering i høj grad også kan være med til at skabe styrke og fleksibilitet.

Måske biblioteksbranchen burde overveje en samlet ekskursion – måske til den virkelige verden?